26. april 2024

Næstved: Politiet har anholdt en 27-årig mand fra Næstved efter et færdselsuheld mandag aften.

Hele historien startede da en 26-årig mand fra Præstø mandag aften klokken 21.25 kørte ad Præstø Landevej mod Næstved, da han så en bil, som slingrede og kørte ud over midterstriben og alarmerede politiet.

I Mogenstrup holdt bilen kortvarigt ind, men ved et vejarbejde lidt længere fremme, hvor den 26-årige holdt for rødt i sin varebil, blev han ramt af den anden på venstre bagskærm. Den anden bilist fortsatte i sin nu noget ramponerede bil over for rødt i retning mod Næstved.

Bilen, som var punkteret på to hjul, blev standset af politiet på Østre Ringvej i Næstved.

Bilens fører var en 27-årig mand fra Næstved, og der var en passager med – en 39-årig mand også fra Næstved. En alkometertest viste, at føreren havde en promille, der var noget højere end det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han blev taget med til politistationen i Næstved til afhøring.

Passageren var så fuld, at han ikke kunne tage vare på sig selv, så han blev taget med til en overnatning i detentionen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.