18. april 2024

Hele landet: Op mod 75 procent af de patienter, der benytter såkaldte statiner til behandling af forhøjet kolesterol, lider af muskelsmerter. Forskere på Københavns Universitets Center for Sund Aldring har nu beskrevet en mulig mekanisme bag den uheldige bivirkning. Resultaterne er netop offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Journal of American College of Cardiology.

Statinpræparater bliver benyttet ved behandling af forhøjet kolesterol eller ubalance i kolesterolværdierne – de virker effektivt ved at hæmme leverens evne til at danne kolesterol.

Statiner er de mest potente LDL-kolesterolsænkende midler på markedet. 600.000 danskere med forhøjet kolesterol bliver i øjeblikket behandlet dagligt med statiner. 30-40 procent af den ældre befolkning i Danmark (65-80+-årige) er i øjeblikket i behandling.

– En kendt bivirkning ved behandling med statinpræparater er muskelsmerter. Op mod 75 procent af de fysisk aktive patienter, der er i behandling mod forhøjet kolesterol, oplever smerterne. Det kan afholde mange mennesker fra at indtage medicinen, hvilket er problematisk for patienter med flere risikofaktorer end forhøjet kolesterol, når det gælder hjertesygdom. Men også for patienter der tidligere har haft problemer med hjertet, siger professor Flemming Dela fra Center for Sund Aldring på Københavns Universitet og fortsætter:

– Vi har nu vist, at energidannelsen i musklerne er påvirket af statinbehandling. Vi har en formodning om, at det kan være den direkte årsag til muskelsvaghed og smerter hos patienterne.

Forskerne har desuden konstateret, at det centrale protein (Q10) er nedsat i de undersøgte patienter i statin-behandling. Det nedsatte protein og den lavere energidannelse i musklerne kan være den biologiske baggrund for de muskelsmerter, som er stærkt generende for mange patienter.

Overvejelser om bivirkninger
Cirka 40 procent af de statinbehandlede patienter i Danmark er i såkaldt ’mono-terapi’ og indtager derfor kun det ene lægemiddel. Der er formentlig tale om personer, der ’kun’ har forhøjet kolesteroltal og ikke bærer andre risikofaktorer med indflydelse på hjertesundheden:

– Hos disse patienter er effekten af statinpræparater ret lille – man skal behandle 200 mennesker hver dag i 3-5 år for at forhindre ét dødsfald. Når man overvejer bivirkningerne ved statinbehandling, er denne gruppe selvsagt interessant, siger professor Flemming Dela.

Medierne har indflydelse på patienterne
Den nye undersøgelse danner grundlag for et planlagt større forskningsprojekt, hvor forskere sætter fokus på patienter i statinbehandling over en bred kam.

– Vi vil se på statinforbruget ud fra en medicinsk synsvinkel, men vi vil også undersøge mediernes indflydelse på patienternes til- og fravalg af statiner som behandlingsmulighed. Mange modstridende oplysninger finder vej i den offentlige debat, og det kan være svært for patienterne at skelne mellem skidt og kanel, siger professor Flemming Dela.

Forskerne vil desuden have fokus på, hvordan hjemmemonitorering af kolesteroltallet påvirker patienterne – skaber det fx mere eller mindre tryghed, at patienterne på den måde tager ansvar for deres eget helbred? Center for Sund Aldring søger i øjeblikket finansiering til forskningsprojektet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.