19. marts 2024

København: Tre mænd er anholdt i drabssagen fra restauration ”Bakken” i Kødbyen. Politiet søger efter yderligere en mand.

Københavns Politi Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet anholdt klokken 16.40 i går en 20-årig mand, godt fem timer senere, anholdtes yderligere en 20-årig mand. Begge sigtes for medvirken til manddrab på den 21-årige Jonas, der blev dræbt med knivstik på restauration ”Bakken” omkring kl. 04.40 lørdag den 17. november.

De anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør i dag, lørdag d. 24. november, med krav om varetægtsfængsling. Retsmødet forventes afholdt for lukkede døre.

Meldte sig selv
Her til morgen meldte en 22-årig mand sig selv til politiet på Station City i København. Han var en af de i alt fire, som politiet har mistænkt for drabet. Dermed er tre mænd nu anholdt i sagen.

Politiet søger fortsat efter en 27-årig mand, som man har både navn og foto på. Politiet opfordrer ham derfor til at melde sig selv. Gør han ikke det, så vil Københavns Politi søge offentlighedens hjælp til at finde ham.

Politiet vil fortsat gerne tale med andre personer, der har været til stede på restauration ”Bakken” den pågældende nat og som endnu ikke har været i kontakt med politiet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.