29. marts 2024

Nordsjælland: SKAT gennemførte sent om aftenen torsdag i sidste uge en aktion mod seks nordsjællandske bordeller.

Under aktionen blev der truffet 14 piger, hvoraf én fungerede som telefondame, mens seks bare var på venindebesøg. De var dog alligevel meget letpåklædte på trods af novemberkulden. Én af disse veninder havde ikke opholdstilladelse, så hun blev anholdt og taget med af politiet med henblik på udvisning af Danmark.

– De indhentede oplysninger under aktionen bliver nu kontrolleret af SKAT. Hvis det viser sig, at vi vurderer, at der er tale om mulig rufferivirksomhed eller anden overtrædelse af lovgivningen, vil vi foretage anmeldelse til politiet, fortæller Gitte Sørensen, der til daglig arbejder i SKATs projektgruppe Menneskehandel – bagmænd.

Projektet udgør en del af den tidligere regerings handleplan til bekæmpelse af menneskehandel 2011-2014 og Skatteministeriet er en del af et tværministerielt samarbejde bestående af i alt 8 ministerier.

Driver stadig bordel på trods af verserende rufferisag
Det blev ved aktionen konstateret, at der på et af de besøgte steder fortsat drives bordel til trods for, at der p.t. verserer en rufferisag mod indehaver og telefondamer.

Et andet sted benægtede man, at der tilbydes seksuelle ydelser, men kun almindelig massage. Der var derfor stor undren over, at fryseren indeholdt en plasticpose med kondomer. Indehaveren oplyste, at hun lige havde købt fryseren – med indhold.

SKAT intensiverer arbejdet med at finde bagmændene
– Formålet med denne aktion var at finde mulige bagmænd, fortæller Gitte Sørensen, men aktionen var også et led i SKATs intensiverede indsats mod tvangsarbejde- og menneskehandelbagmænd.

SKATs rolle i forhold til handlingsplanen er at bidrage med at identificere bagmænd og medvirke til at udpege eventuelt handlede personer. SKAT bidrager endvidere med økonomiske oplysninger til brug for politiet i efterforskningsarbejdet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.