24. april 2024

Hele landet: Politiet har i dag gennemført en stor anholdelsesaktion hvor otte personer i alderen fra 27 til 71 år er blevet anholdt. Politiet vil ikke udelukke flere anholdelser.

De anholdte vil i løbet af dagen i dag blive sigtet for terrorfinansiering efter straffelovens § 114 b, nr. 2. Der rejses sigtelser for henholdsvis indsamling og formidling af penge til fordel for PKK. Beløbsstørrelsen andrager mellem 27 mio. kr. og 140 mio. kr. Beløbet varierer alt efter, hvad politiet ud fra den hidtidige efterforskning mener at kunne dokumentere om, hvor længe den enkelte har deltaget i organisationens indsamling og formidling af penge.

Københavns Politi har med støtte fra politiet i Nordsjælland samt Midt- og Vestsjælland og i koordination med Rigspolitiet gennem længere tid gennemført en efterforskning mod en personkreds af primært herboende tyrkiske statsborgere af kurdisk oprindelse. Disse personer er mistænkt for at stå bag omfattende indsamling og formidling af penge til fordel for terrororganisationen PKK.

– Sagen er blandt andet indledt på baggrund af de oplysninger, som politiet skaffede sig under efterforskningen af sagen mod ROJ TV. Der var i denne sag indikationer på, at der gennem flere år var indsamlet penge i Danmark til fordel for PKK. Meget tydede ligeledes på, at der via PKK-relaterede personer i Danmark var formidlet penge videre til PKK og ROJ TV, fortæller vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen, leder af Afdelingen for personfarlig kriminalitet, Københavns Politi.

Efterforskningen har efter politiets opfattelse vist, at indsamlingen i dag styres via PKK´s selvbestaltede parlament i Danmark, ”Dansk Folkesamling”, som blev etableret den 5. februar 2012 på et møde på Strandgårdsskolen i Ishøj.

Den gennemførte efterforskning omhandler primært perioden fra 2009 til 2012. I denne årrække er der i Danmark indsamlet i alt ca. 67 mio. kr. fordelt med henholdsvis 21,8 mio. kr. i 2009, 18,3 mio. kr. i 2010, 12,1 mio. kr. i 2011 og for 2012 skønsmæssigt 15 mio. kr. Indsamlingerne er især gennemført i det kurdiske erhvervsmiljø i Danmark.

I samme periode er der via PKK i Danmark formidlet i alt ca. 140 mio. kr. til PKK. Beløbet er fordelt med 38,5 mio. kr. i 2009, 27,3 mio. kr. i 2010, 37 mio. kr. i 2011 og for 2012 skønsmæssigt med 37 millioner.

– De anholdte vil i morgen onsdag den 19. september kl. 09.30 blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret på Nytorv med krav om varetægtsfængsling. Vi begærer retsmødet afholdt for lukkede døre, hvorfor vi på nuværende tidspunkt ikke er i stand til at komme med yderligere konkrete detaljer om efterforskningen, forklarer Jens Møller Jensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.