19. april 2024

Københavns vestegn: Landsretten har sendt en 21-årig FCK-fan 60 dage i fængsel for vold, maskering og ballade under fodboldkamp. Han er nummer 13 dømte på under et år, og 15 yderligere sager er på vej, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Den 21-årige, der er FCK-fan, opførte sig aggressivt og voldeligt før og efter en kamp mellem Brøndby IF og FCK den 24. september sidste år på Brøndby Stadion. Han var maskeret med tørklæde og del af en større gruppe.

Ved byretten fik han 30 dages betinget fængsel og blev frifundet for vold mod betjent og grov ordensforstyrrelse. Anklagemyndigheden ankede afgørelsen, og landsretten fandt i dag manden skyldig i de to forhold og skærpede dertil straffen.

Flerstrenget indsats giver pote
Med dagens dom er 13 fodboldbøller dømt, og 15 mere skal for retten. En målrettet indsats efter gentagne problemer med slagsmål, stenkast, fyrværkeri og uro bærer frugt.

– Vi har sat ind på flere fronter og bruger mange ressourcer både før, under og efter kampe for at komme fodboldballaden til livs, siger politiinspektør Michael Kristiansen.

Københavns Vestegns Politi samarbejder blandt andet med Københavns Politi for at forebygge uro ved kampe mellem Brøndby IF og FCK, hvor der tidligere ofte har været ballade. Også i efterforskningen og anklagemyndigheden er der massiv fokus på området.

Michael Kristiansen håber, de mange domme vil få nogle af bøllerne til at tænke sig om en ekstra gang og blive hjemme.

– En fodboldkamp skal være en festlig og folkelig begivenhed. Vi vil ikke tolerere, man som familie eller spiller skal føle, man sætter liv og lemmer på spil, siger politiinspektør Michael Kristiansen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.