28. marts 2024

Hovedstadsområdet: Kommunerne omkring Ring 3 og Region Hovedstaden er blevet enige om et politisk charter for udviklingen af Ringbyvisionen, Loop City, langs Ring 3, der skal skabe øget vækst og mobilitet i regionen.

Fælles byvision
Charteret er en fælles nøgle til fremtiden. Det er en slags oversættelse af vores fælles byvision LOOP City, som viser, hvad vi vil og hvordan vi kommer i gang med at realisere byvisionen.

Stå sammen
Mange kommuner arbejder hver især med at sikre en bæredygtig byudvikling lokalt, men hvis vi skal flytte noget på det regionale vækstbarometer, må vi stå sammen, siger Karin Søjberg Holst (A), formand for Ringbysamarbejdet og borgmester i Gladsaxe.

Tiltrækningskraft
Hun bliver suppleret af regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (A).
– Jeg er glad for, at vi kan lave politiske alliancer om en fælles målsætning, nemlig at sikre hele hovedstadsområdets tiltrækningskraft. Det er nødvendigt, hvis Danmark skal gøre sig gældende i den internationale konkurrence.

Mobilitet, byudvikling og kommunikation
Byvisionen LOOP City er tænkt i en helhed og går på tværs af både sektorer, geografiske grænser og forvaltningsområder. Den tager fat på mange af de allerstørste udfordringer som moderne byer står overfor i dag, som global opvarmning, energiforsyning, biodiversitet, sundhed, mobilitet, drikkevand og mangel på arbejdskraft.

Fire strategier
Det politiske charter adresserer udfordringerne i fire strategier. De fire strategier handler om øget mobilitet med etableringen af letbanen som Ringbyens rygrad, at skabe en sammenhæng mellem kommunernes byudvikling og den fælles byvision, at fastholde og forstærke grønne området såvel som erhvervsområder samt at kommunikere og profilere byvisionen til omverden.

Handlingsprogram
Med vedtagelsen af det politiske charter vil Ringbysamarbejdet til efteråret lave et egentligt handlingsprogram af projekter, som skal vedtages i de berørte kommuner og Region Hovedstaden.

En stærk samarbejdsplatform
At samarbejdsviljen på tværs af kommunerne er stærk, er etableringen af letbanen, selve rygraden i byvisionen, et lysende eksempel på. Sidste år blev der indgået en samarbejdsaftale mellem Staten, Region Hovedstaden og 11 kommuner om en letbane fra Lundtofte til Ishøj. Den aftale var en kæmpe landevinding, og den viser viljen og styrken i Ringbysamarbejdet.

Letbanen etape 2
Udover letbanen fra Lundtofte til Ishøj, ønsker kommunerne og Region Hovedstaden at få gennemført en etape 2 til Brøndby Strand og Avedøre Holme.

– Jeg tror på, at letbaneteknologien vil give den kollektive trafik i hovedstadsregionen et længe tiltrængt løft. Etape 1 er kun begyndelsen. Når vi planlægger den, må vi have fokus på hvordan vi bedst muligt fremtidssikrer systemet, så det kan udbygges, understreger Karin Søjberg Holst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.