KL: Private aktiveringsfirmaer scorer jobbonus for ingenting




Private jobfirmaer scorer i størrelsesordnen 60 mio. kr. i jobbonus i år fra de offentlige kasser for at skaffe job til ledige akademikere. Det viser nye beregninger fra KL. Kommunerne er tvunget til at udbetale jobbonus til firmaerne, selv om de ledige akademikere reelt selv har skaffet sig job.

– 60 mio. kr. er meget at betale for ingenting. De penge kunne bruges langt mere fornuftigt til ledige, der faktisk har brug for det. Det er jo vanvid, at fx unge nyuddannede akademikere efter få ugers ledighed skal sendes til en privat aktør, som så høster bonus, når den unge alligevel ved egen hjælp finder et job i løbet af få måneder, siger Erik Nielsen, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.

KL er derfor yderst tilfreds med, at regeringen i sit finanslovsudspil har bebudet, at den vil fjerne kravet om, at kommunerne er tvunget til at sende ledige akademikere til anden aktør.

– Nu mangler vi så bare en tilbundsgående reform af hele aktiveringssystemet, så vi kan få gjort op med de mange firkantede regler. Tidlig masseaktivering af alle nyledige er fx spild af ressourcer. Det er ikke alle – hverken blandt akademikere eller andre faggrupper, der har brug for tidlig og intensiv hjælp til at finde job, siger Erik Nielsen.

Den offentlige bonusgavebod opstår, fordi jobcentrene siden sommeren 2010 har været tvunget til at sende alle unge akademikere under 30 år til en privat aktør allerede efter seks ugers ledighed. Hvis den unge så begynder i job efter fx 13 ugers ledighed, får det private firma typisk omkring 10.000 kr. i bonus.

De mange millioner i bonus for ingenting opstår, fordi al erfaring og statistik viser, at langt hovedparten af de unge nyuddannede akademikere selv finder et job inden for de først 4-6 måneders ledighed.

– KL går helt ind for, at bruge private aktører, hvor de er bedst og billigst. Det er også godt, at der er bonus, hvis den ledige hjælpes til job. Men vi er imod, at kommunerne er tvunget til at bruge private aktører til særlige grupper af ledige og tvunget til at betale bonus for ingenting, siger Erik Nielsen.

– De ledige fortjener en ordning, hvor de får en hjælp, der faktisk gør en forskel. Og de private aktører fortjener en ordning, hvor de ikke tvangsfordres med bonus, men i fair konkurrence kan vise, at de er pengene værd, siger Erik Nielsen.

KL’s beregninger er et skøn med udgangspunkt i en udregning fra sidste år, hvor Akademikernes Centralorganisation fandt frem til, at de tusindvis af akademikere, der alligevel selv finder job, vil koste 55 mio. kr. i bonus for de offentlige kasser.

123456789

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.