28. marts 2024

Næstved: En ung mand blev i går taget af politiet, da han kom kørende på en ulovlig pocketbike.

I forbindelse med en ganske almindelig patruljering i går formiddag på Nygårdsvej i Næstved opdagede et par betjente en ung mand fræse af sted uden styrthjelm på en motorcrosslignende pocketbike, der ikke så helt lovligt ud.

Da politiet fik standset den unge mand, der er 18 år og fra byen, kunne betjentene konstatere, at køretøjet hverken havde bagbremse, forlygte, baglygte, refleks, horn eller blinklys.

Den 18-årige havde i øvrigt heller ikke noget kørekort, og den nummerplade, der sad på køretøjet, tilhørte en anden knallert.

Da politiet var færdige med deres undersøgelser, var den 18-årige tilsyneladende blevet så irriteret, at han gav tegn til betjentene med den forkerte finger. Derfor fik han udover en del sigtelser for overtrædelse af færdselsloven også en sigtelse efter ordensbekendtgørelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.