24. april 2024

Et ægtepar og deres søn har vundet 2 millioner kroner i Klasselotteriet. Foto: Nationalbanken.

Dansk Byggeri vil gøre køberen medansvarlig for sort arbejde. Foto: Nationalbanken.

Hele landet: Det er i høj grad forbrugerne, som foreslår, at arbejdet skal laves sort. Køberne af sort arbejde bør derfor have et medansvar, mener Dansk Byggeri

I knap 70 % af tilfældene er det de private kunder, der foreslår, at arbejdet bliver lavet sort, viser en ny undersøgelse lavet af Dansk Byggeri. Det står i skarp kontrast til erhvervskunderne, hvor der stort set aldrig bliver foreslået sort arbejde – hverken fra virksomhedens eller fra erhvervskundens side af.

– Det er tankevækkende, at det i høj grad er Hr. og Fru Danmark, som beder om at få arbejdet udført sort. En aftale om sort arbejde kræver naturligvis, at virksomheden siger ja til forslaget, men der er virksomheder, som føler sig presset til at lave ”en sort aftale”, hvis de er bange for ellers at miste ordren, siger Henrik Keinicke, erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri.

Ingen risiko for køberen
Forbrugernes store tilbøjelighed til at efterspørge sort arbejde kan hænge sammen med, at det i Danmark er uden risiko for køberne at få udført arbejde sort. Hvor virksomhederne kan blive straffet for den manglende afregning af skat og moms, går forbrugerne fri.

Det ønsker et flertal af byggevirksomhederne at lave om på, da over 60 % mener, at køberne af det sorte arbejde skal have et medansvar. Det medansvar bør ifølge Dansk Byggeri ske ved at gøre det ulovligt at betale kontant, når man køber tjenesteydelser for over 10.000 kr. Betalinger skal ske elektronisk fx via netbank eller ved at få banken til at overføre pengene.

– Ved at lade private betale elektronisk, når de køber tjenesteydelser, undgår vi kontant betaling, der ikke kan spores og derfor er vanskelig for SKAT at kontrollere. V reducerer også selve markedet for sort arbejde, fordi der er en stærk sammenhæng mellem sort arbejde og kontant betaling, siger Henrik Keinicke.

90 % betaler elektronisk
Dansk Byggeris undersøgelse viser, at det ikke ville betyde den store forskel for hverken kunder eller virksomheder, hvis kunderne får pligt til at betale større fakturaer elektronisk. I forvejen afregner knap 90 % af privatkunderne nemlig regningerne via netbanken eller lignende.

– Samtidig vil det give kunderne det nødvendige ansvar. For når der er pligt til at betale elektronisk, og du i stedet betaler kontant, så bryder du loven – og kan derfor straffes, fortæller Henrik Keinicke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.