1½ års fængsel for udboret gaspistol




Hvidovre: En 23-årig mand med bopæl i Hvidovre blev i går idømt halvandet års ubetinget fængsel for at besidde en udboret gaspistol plus otte tilhørende skarpe skud. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Udboret fungerede den som en pistol, kaliber 22. Pistolen duede dog ikke, da den blev fundet, fordi en patron sad fast i løbet.

Alligevel fandt Glostrup Ret grundlag for at dømme manden efter §192a, som omfatter særligt grove overtrædelser af Våbenloven. Blandt andet blev der lagt vægt på, at manden tidligere er dømt for ligeartet kriminalitet.

– Dommen sender et signal om, at der bliver slået hårdt ned på personfarlig kriminalitet, siger politiadvokat Ole Weikop.

Straffen indeholder da også en reststraf fra en dom for vold og afpresning, han blev prøveløsladt fra i marts 2010.

Gaspistolen lå oven på et skab, da politiet ransagede hans hjem den 24. maj i år. Han blev anholdt, fremstillet og varetægtsfængslet frem til dommen i dag.

Den 23-årige overvejer at anke dommen og er fortsat fængslet.

123456789

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.