23. april 2024

Gentofte: En 39-årig mand blev i dag idømt to og et halvt års ubetinget fængsel for at have bedraget 78 firmaer for i alt 6,8 millioner kroner. Det oplyser Københavns Vestegns Politi

Fra møbler, hårde hvidevarer, kontorartikler til tagrender, postkasser og kød. Bestillingslysten var stor, men betalingen udeblev. En 39-årig mand fra Gentofte sad mandag tiltalt for groft og systematisk bedrageri mod 78 danske virksomheder.

Ifølge anklageskriftet havde han og to andre mistænkte under dække af falske navne og et fupfirma i Brøndby bestilt varer for i alt 6,8 millioner kroner hos de mange virksomheder rundt om i landet.

Bestillingerne skete via telefon eller internettet fra oktober 2009 til januar 2010, og varerne blev leveret til firmaadressen i Brøndby. Men der blev aldrig betalt en øre, og da rykkerne blev for mange, forsvandt fupfirmaet som dug for solen.

Det Københavns Vestegns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet, som efterforskede sig frem til de tre mistænkte. De er en 31-årig mand fra Glostrup, en 36-årig mand fra København og den 39-årige hovedmistænkte, som var tiltalt i dag.

Vær varsom
– Sagen viser, at virksomheder bør være varsomme med at sælge på kredit til nye, ukendte kunder, siger efterforskningsleder Henning Nielsen, Københavns Vestegns Politi.

De fleste varer er ikke dukket op under efterforskningen, og de tre sigtede har ikke ønsket at bidrage med oplysninger herom. De kan nu se frem til en stribe erstatningskrav.

Retten i Glostrup idømte den 39-årige to og et halvt års ubetinget fængsel. Han tog betænkningstid med hensyn til straffen.

De to andre mistænkte medgerningsmænd afventer fortsat en afgørelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.