IKEA Danmark højner sikkerheden

IKEA højner nu sikkerheden omkring de danske butikker. Foto: Joseaperez

Hele landet: Efter en eksplosion fredag aften i et IKEA-varehus i Dresden holder IKEA Danmark ekstra godt øje sikkerheden i de danske varehuse.

Den danske afdeling af IKEA reagerer nu på, at der fredag aften ved otte-tiden skete en eksplosion i køkkenafdelingen i en tysk IKEA i Dresden.

Eksplosionen er den seneste i en række af fire eksplosioner, der i løbet af få uger har ramt møbelkædens filialer i fire forskellige europæiske lande.

IKEA Danmark skærper nu sikkerhedsforanstaltningerne i de danske varehuse.

– Efter hændelsen tager vi automatisk visse sikkerhedsforanstaltninger og laver sikkerhedstjek i varehusene. Vi holder butikkerne åbne, men holder øje med, om der står efterladte tasker eller andet, der kunne virke mistænkeligt, oplyser Lena Garde Lambach, der er PR- og kommunikationschef i IKEA Danmark.

Hun understreger samtidig, at alle danske butikker forbliver åbne.

– IKEA har hverken globalt eller i Tyskland modtaget nogle trusler, så vi forholder os til, at det var en mindre eksplosion, siger hun.

Den første eksplosion ramte en belgisk IKEA i byen Gent sidste mandag. Dengang var det nogle vækkeure placeret under en palle på varehusets lager, der sprængtes.

Kort efter fandt endnu en eksplosion sted på parkeringspladsen foran en hollandsk IKEA og efterfølgende blev også en fransk IKEA-filial ramt.

Alle tre eksplosioner lignede hinanden og var relativt små. Ingen kom alvorligt til skade, men enkelte fik høreskader fra de høje brag.

Det er endnu ikke afklaret om den fjerde eksplosion er direkte forbundet til de foregående tre.

– Jeg kan sige, at det var en mindre eksplosion lige som i de andre tre varehuse, men ellers har jeg ingen kommentarer til, om de ligner hinanden, siger Lena Garde Lambach.

Under eksplosionen fredag fik to personer lettere øreskader.

Tysk politi er nu i gang med undersøgelser, der blandt andet skal kaste lys over, om der er en direkte forbindelse til de tre tidligere eksplosioner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.