26. april 2024

København: I dag er der 50 procent flere i psykiatrisk behandling end for ti år siden. Det presser socialpsykiatrien i Københavns Kommune.

De seneste ti år er der sket en voldsom stigning i antallet af danskere, der kommer i kontakt med det psykiatriske sygehusvæsen. I 2009 drejede det sig om 121.176 personer, og der er 50 procent flere end de 81.708, der modtog behandling i 2000.

Det er ikke nødvendigvis et udtryk for, at der er blevet flere psykisk syge i samfundet. Men området har fået større opmærksomhed de senere år, og det betyder, at flere kommer hurtigere i behandling end tidligere.

– Det er selvfølgelig en positiv udvikling i sig selv. Men bagsiden er, at vi i kommunen oplever et pres på de socialpsykiatriske budgetter, siger kontorchef Gitte Bylov Larsen fra Københavns Kommunes Socialforvaltning.

Mere komplekse diagnoser
– Ud over, at flere kontakter socialpsykiatrien i dag end tidligere, så oplever vi også, at brugere bliver udskrevet fra hospitalerne før de burde. Det betyder, at vi skal håndtere brugere med mere komplekse diagnoser, end vi hidtil har set. Men det er uden, at vi har fået flere hænder og uden, at budgettet er steget, så det er klart, at alle er kommet under et stærkt pres, siger Gitte Bylov Larsen.

Den øgede kompleksitet mærkes blandt andet på kommunens bosteder, hvor brugere med eksempelvis skizofreni, maniodepressiv sindslidelse og borderline kan blive henvist til, hvis de har brug for støtte i hverdagen. Her oplever man i dag at få brugere ind med 4-5 diagnoser og oveni har mange sociale problemer, misbrugsproblemer, anoreksi eller ADHD.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.