28. marts 2024

Hillerød: Efter mere end et års intenst arbejde er det lykkedes for Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot at bringe forfatter og salmedigter B. S. Ingemanns guldhorn hjem til museet.

Ingemanns guldhorn vender tilbage til museet mere end 40 år efter, det blev stjålet fra samlingen. Guldhornet dukkede op på Christie’s auktionshus i Amsterdam i efteråret 2009 og blev hurtigt sporet til museet. Alligevel har det ikke været helt ligetil at få hornet retur, fortæller museumsdirektør Mette Skougaard.

– Spørgsmålet om ejerskabet har vist sig at være kompliceret, og det har været nødvendigt at tage hensyn til, at der gælder forskellige regler i de lande, der er involverede i sagen. Det er derfor en glæde, at det lykkedes at komme til en for museet tilfredsstillende løsning med den tyske auktionssælger, forklarer hun.

Museumsdirektøren roser samtidig auktionshuset Christie’s og forsikringsselskabet Tryg for deres indsats.

– Auktionshuset Christie’s har ydet museet en meget stor assistance i forbindelse med sagens løsning. Forsikringsselskabet Tryg, som repræsenterer det nu opløste forsikringsselskab, der oprindeligt forsikrede hornet, har ligeledes udvist stor hjælpsomhed igennem hele forløbet og har bl.a. over for museet frasagt sig ethvert krav som følge af i sin tid at have udbetalt erstatning til museet i anledning af tyveriet, fortæller Mette Skougaard.

B.S. Ingemann fik guldhornet foræret af danske kvinder, da han fyldte 70 år den 28. maj 1859. Hornet blev stjålet den 14. juni 1970, og man frygtede længe, at hornet var smeltet om. Men i efteråret 2009 blev hornet indleveret til auktionshuset Christie’s hollandske afdeling, og lige siden har Det Nationalhistoriske Museum arbejdet ihærdigt for at få hornet tilbage. Bl.a. har museets inspektører og direktør været i Amsterdam for at besigtige hornet og konstatere, at det var det rigtige.

Ingemanns guldhorn bliver udstillet på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot fra i dag, fredag den 11. februar kl. 11. Til efteråret vil guldhornets historie desuden blive fortalt som led i efterårets udstilling om brygger I.C. Jacobsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.