19. april 2024

Slagelse: Politiet fik omkring kl. 01.20 natten til lørdag en melding om, at der formentlig sad en indbrudstyv på et af toiletterne i en chauffør-spisestue på Ndr. Stationsvej i Slagelse.

Da betjentene kom derud, sad der ganske rigtig en person på et aflåst toilet. Han ville imidlertid ikke komme ud, så politiet måtte skrue låsen af.

Der var tale om en 44-årig mand fra Esbjerg.

Selv om han påstod, at han bare ville låne toilettet, tydede meget på, at han havde begået indbrud i spisestuen. Derfor blev han anholdt og sigtet for indbrud.

Da politiet fik undersøgt hans baggrund nærmere, viste det sig, at han fredag formiddag også var blevet anholdt på rastepladsen ved Antvorskov, hvor han sad i en bil og var tydeligt påvirket af narko. I bilen fandt betjentene en del effekter, som formentlig var tyvekoster.

Imidlertid fandt politiet ud af, at han havde taget tingene fra en bekendt i Slagelse, som ikke ønskede at anmelde det.

Den 44-årige blev dog taget med på stationen, hvor han hvilede ud til fredag eftermiddag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.