29. marts 2024

København: Efter en uge i koma på Rigshospitalet prøver vinterbaderen nu at åbne øjnene og ser ud til at overleve mirakuløst.

Den 46-årige vinterbader ser ud til at overleve. Han har ligget i koma på Rigshospitalet i en uge, efter at han blev fanget under isen i 20 minutter ved Amager Strandpark.

– Jeg har lige besøgt ham på Rigshospitalet og stødt ind i en pårørende, som bekræfter, at han er på vej ud af koma. De tager den kraftige sovemedicin fra ham, og han ser ud til at overleve. Det er et mirakel, siger formand for vinterbaderforeningen Det Kolde Gys, Anders Hjorth.

Det bliver bekræftet af politikommissær Lars Borg, som er pressetalsmand for Københavns politi.

– Hans læge har lige oplyst, at pågældende stadig er i respirator. Men det nye er, at man nu har taget hans sovemedicin fra ham, så han nu skal vågne af sin koma. Han prøver også at åbne øjnene, men er stadig noget fjern. Men det ser ud som om, at det går fremad, selv om hans endelige tilstand stadig er svær at vurdere, siger Lars Borg.

Ifølge lægen på Rigshospitalets Traumecenter er det en ‘glædelig fremgang’.

– De vil nu scanne ham for at vurdere, hvilke yderligere muligheder de har for, at han kan vågne langsomt, siger Lars Borg.

Det tragiske uheld skete på Helgoland på Amager Strandpark, da den 46-årige vinterbader forsøgte at dykke mellem to huller i isen tirsdag den 28. december. I stedet for at komme op til overfladen, blev han fanget under isen og har været bevidstløs lige siden.

Manden er i god fysisk form, og alt tyder på, at det vil redde hans liv.

– Det ser ud til, at fordi han var så sportstrænet før ulykken, er hans organer begyndt at fungere igen. Der var ellers så meget grødis under ham, at han lynhurtigt blev nedfrosset. Det er egentlig ubegribeligt, han lever endnu, siger Anders Hjort.

Som formand for den klub, vinterbaderen var medlem af, er han utrolig lettet over de gode nyheder.

– Vi kan ikke have, hvis nogen omkommer på Helgoland. Hvis han slipper med livet i behold og uden mén, er det jo fantastisk, lyder det fra Anders Hjorth.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.