19. april 2024

Trafik: Alle kræfter har været sat ind på at udbedre dæmningsskaderne på Kystbanen. Og det hårde arbejde, sammen med gode resultater fra weekendens drænarbejde, gør, at Banedanmark nu kan melde Kystbanen klar til normal trafik fra onsdag morgen.

Normal trafik før forventet
Fredag aften var to af de fem dæmningsskred udbedret, og arbejdet med de tre dæmningsskred 600 meter syd for Rungsted Station var i rigtig god fremdrift. Men det helt afgørende for, at der kan åbnes før forventet, er, at drænarbejdet har vist sig at være effektivt nok til igen at sikre forsvarlig togdrift på sporet.

– Ved det mest kritiske dæmningsskred viser det sig, at vi ikke skal ind og gendanne hele fundamentet under sporet. Det er et meget effektivt drænarbejde og etableringen af stikdræn, der har givet sporet den påkrævede stabilitet, fortæller områdechef Klaus Bergman, Banedanmark:

– Derfor bliver vi også hurtigere klar end forventet. Det glæder os, at vi kan åbne sporet, før vi regnede med – ikke mindst over for alle de passagerer, som har vist deres forståelse og tålmodighed i denne her helt ekstraordinære situation.

Det lukkede spor mellem Skodsborg og Rungsted Station bliver således åbnet for normal trafik flere dage før Banedanmark forventede i sidste uge.

– I dag (igår -red.) åbner vi sporet for begrænset trafik, og fra tirsdag morgen kører vi med ekstra myldretidstog i forhold til den særlige køreplan, siger Klaus Bergman og fortsætter:

– Onsdag morgen åbner vi så for normal trafik igen på hele Kystbanen efter den nye køreplan.

Ny køreplan træder i kraft fra onsdag morgen
Når den normale trafik genoptages onsdag morgen, bliver det efter den køreplan, der skulle være trådt i kraft søndag den 15. august.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.