Ny køreplan på Kystbanen skal give mere robusthed i trafikken




Trafik: I morgen søndag træder en ny køreplan i kraft på Kystbanen. Samtidig indsættes der i hverdagene reservetog i Kastrup, Nivå og Helsingør, og planen for myldretidstogene bliver justeret. Målet er at sikre større robusthed i trafikken på Kystbanen.

Den nye køreplan er et resultat af det igangværende samarbejde mellem Banedanmark, DSBFirst, DSB og Trafikstyrelsen for at skabe en bedre rettidighed for passagererne på strækningen.

Større robusthed i afviklingen af togtrafikken
Den nye køreplan og brugen af reservetog i både Kastrup, Nivå og Helsingør vil give mulighed for større robusthed i afviklingen af trafikken ved at:

En del af forsinkelserne fra Sverige kan isoleres ved at indsætte reservetoget i Kastrup, når et tog ankommer forsinket til Danmark. Dette muliggør, at toget kan afgå rettidigt fra Kastrup, selvom der er opstået en forsinkelse under kørsel i Sverige.

Togene får længere vendetider i Helsingør og Nivå, så toget holder længere tid, før det returnerer. Det giver mulighed for, at toget kan afgå rettidigt fra stationerne, selvom det ankommer med en mindre forsinkelse. Alternativt kan reservetoget i Helsingør eller Nivå indsættes.

Ved situationer med større trafikal uorden er Banedanmark og DSBFirst klar med en række planer for, hvordan trafikken hurtigst muligt kan genoprettes, så generne for passagererne kan minimeres mest muligt.

For passagererne betyder den nye køreplan mere konkret, at der i myldretiden er seks afgange i timen fra Helsingør, og at Rungsted Kyst igen får seks afgange i timen mod København. Uden for myldretiden vil der være tre afgange i timen mod København fra Helsingør og Rungsted Kyst.

Hele køreplanen og de konkrete afgangstider kan findes på www.dsbfirst.dk eller ses på stationerne.

“Den nye køreplan og reservetogene giver os flere og bedre muligheder for at absorbere forsinkelserne. Så selvom vi ikke med ét kan fjerne alle forsinkelser i et så kompliceret system som Kystbanen, så er dette helt sikkert et skridt i den rigtige retning,” siger administrerende direktør i DSBFirst, Karsten Røn Andersen.

Alle led i produktionskæden efterses
Samtidig med ny køreplan, reservetog og disponeringsplaner er der fuld gang i at efterse alle led i produktionskæden for at se, hvor der kan optimeres og vindes tid.

– Det er vores klare forventning, at den nye køreplan og de ekstra reservetog vil være med til, at flere tog kan komme til tiden. Vi er sammen klar til at afvikle trafikken efter den nye plan, men det vil i sagens natur tage lidt tid, før de fulde fordele slår igennem. Men vi ved, at mange passagerer hilser disse initiativer velkommen, siger Banedanmarks administrerende direktør, Jesper Hansen, der også er formand for Rettidighedsorganisationen, og fortsætter:

– Samtidig fortsætter vi – på tværs af alle aktører – med at gennemgå hele den kæde af forskellige led, der bidrager til, at stadigt flere tog kan afgå og ankomme til tiden. Og så sætter vi ind alle de steder, hvor vi kan vinde sekunder og skabe yderligere robusthed i trafikken – til gavn for passagererne. Og vi arbejder i fællesskab frem mod målet om, at 9 ud af 10 tog er rettidige med udgangen af 2010, slutter Jesper Hansen.

Fakta
I Rettidighedsorganisationen arbejder Banedanmark, DSBFirst, DSB og Trafikstyrelsen på at sikre en bedre rettidighed for passagerne på Kyst- og Øresundsbanen. Målet er, at 90 procent af togene på Kyst- og Øresundsbanen kører og ankommer til tiden ved udgangen af 2010.

Som led i dette arbejde blev køreplanen indledningsvist justeret i juni, og der er indført perronmanagers på Hovedbanegården i København og i Københavns Lufthavn Kastrup, som guider passagererne og hjælper til med at sikre, at togene kommer af sted til tiden. Endelig vil beredskabsplanerne for at genoprette trafikken også være med til, at passagererne kan få bedre information undervejs.

123456789

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.