Fortrydelsespiller hitter nu på Roskilde




Roskilde: Der er godt gang i campingområdet på Roskilde Festival, og salget af fortrydelsespiller er startet.

Selv om der er to dage til Roskilde Festivals officielle åbning, bliver der festet igennem på campingpladsen. Og det kan godt resultere i andet end uønskede tømmermænd, når man vågner op dagen efter.

Men at tage konsekvensen af den festlige nat og stå med en baby om ni måneder – der er langt.

Det oplever Festival Apotek, som ligger på Camping Øst på Roskilde Festival. Allerede nu er deres salg af fortrydelsespiller til piger og kvinder, en såkaldt ‘dagen-derpå-pille’ til at forhindre graviditet efter ubeskyttet samleje, skudt i gang.

– Vi har solgt et sted op mod 20 pakker fortrydelsespiller, siger farmakonom Susanne Jensen fra Dom Apotek, som arbejder på Festival Apotek, til Newspaq.

Det er 15. gang, hun og Festival Apotek er på Roskilde Festival. Og når det for alvor starter på torsdag, rykker hun og apoteket med ind på festivalpladsen vest for Orange Scene. Og her er de helgarderede.

– Sidste år solgte vi omkring 150 styk. Jeg har 200 med i år, og jeg kan lynhurtigt få nogle flere, hvis det ikke er nok, siger hun.

Pillerne er ikke receptpligtige, men købes i håndkøb på Festival Apoteket.

– Der er selvfølgelig mest gang i salget af fortrydelsespillerne, lige når vi åbner klokken 12 om formiddagen. Den typiske situation er, at man enten har glemt at beskytte sig, man har ikke lige haft noget ved hånden, eller kondomet er gået i stykker, siger hun.

En pille koster 118 kroner og reducerer risiko for graviditet med 85 procent på grund af den store mængde hormon. Og til den pris kan også mænd se det fornuftige i pillen i forhold til at stå med en baby om ni måneder.

– Der er også fyre, der kommer til os og køber til en pige, som måske ligger ude i teltet og er lidt ked af situationen. Generelt oplever vi, at de unge mennesker er meget fornuftige, fortæller Susanne Jensen.

Hos Sex og Samfund opfordrer man ikke pigerne på Roskilde Festival til at tage en fortrydelsespille som prævention, blot fordi den er der.

– En fortrydelsespille hedder jo også nødprævention, så det er selvfølgelig kun i nødstilfælde, man skal tage den. Vi anbefaler den ikke som almindelig prævention. Dels får man en meget stor mængde hormoner ved at tage den, men det forstyrrer også ens cyklus og er en meget dyr form for prævention. Og så er man jo ikke beskyttet mod sexsygdomme, siger Nazila Kivi, som er talsmand for Sex og Samfund på Roskilde Festivalen, til Newspaq.

Hun opfordrer derfor pigerne til selv at have kondom på sig og huske at bruge det.

– Så slipper man både for stress over en graviditet og en sexsygdom, siger hun.

123456789

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.