18. april 2024

Øresundsregionen: I morgen vil Skat sammen med kollegaer fra det svenske Skatteverket uddele muleposer med nyttige informationer til de mange öresundspendlere.

Pendlerne vil især blive gjort opmærksomme på reglerne for befordringsfradrag og sociale ydelser. Skattefolkene får hjælp af informationstjenesten Öresunddirekt og vil fra klokken 7 stå klar på Malmø Centralstation, Svågertorp, og Knutpunktet i Helsingborg.

SkatØresund får rigtig mange spørgsmål fra öresundspendlere om, hvordan de skal beregne og indberette deres befordringsfradrag. Derfor vil pendlerne tirsdag den 29. juni blive mødt af morgenfriske skattemedarbejdere, der vil uddele muleposer med informationsmateriale og svare på pendlernes spørgsmål.

– Vi håber naturligvis, at vi med det her initiativ, kan hjælpe vores pendlere, så de får indberettet korrekt. Det er ærgerligt at snyde sig selv eller at få en skatteforhøjelse senere, fordi man ikke har forstået reglerne, siger Ernst C. Larsen, chef for SkatØresund.

Udover befordringsfradraget er det også vigtigt, at pendlerne på deres svenske selvangivelse oplyser de sociale ydelser, de får udbetalt i Danmark.

– Man skal huske at indberette ting som barselsdagpenge og sygedagpenge. Eftersom Danmark også beskatter ydelsen skal man anføre den danske skat i sin svenske selvangivelse. På den måde undgår man at blive beskattet to gange af den samme ydelse og i de allerfleste tilfælde skal der ikke betales yderligere skat til Sverige, siger Anne Wirén Larsson, ansvarlig for Öresundsspørgsmål ved det svenske Skatteverket.

SkatØresund vil følge op på om öresundspendlerne har indberettet korrekt, når fristen for den udvidede selvangivelse udløber den 1. juli.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.