Billetkøbere kommer ikke til at lide tab som følge af Pumpehusets konkurs




Koncerten med svenske Sabaton er rykket fra Pumpehuset til Amager Bio efter Pumpehusets konkurs. Arkivfoto: Eetwartti.
Koncerten med svenske Sabaton er rykket fra Pumpehuset til Amager Bio efter Pumpehusets konkurs. Arkivfoto: Eetwartti.

Musik og kultur: Velvillighed fra en række af musikbranchens aktører betyder, at billetkøbere ikke lider tab som følge af Pumpehusets konkurs.

Den pludselige melding om Pumpehusets konkurs har ført til usikkerhed hos de mange, som har købt billetter til kommende arrangementer i Pumpehuset. Ved oplysningen om Pumpehusets konkurs var i alt 17 koncerter annonceret.

Det er lykkedes at finde nye spillesteder til følgende arrangementer:

Nikolaj Nørlund den 06.07.10 – er flyttet til Bremen
N’granjean den 08.07.10 – er flyttet til Bremen
Ibrahim Electric den 09.07.2010 – er flyttet til Bremen
MTV HEADBANGERS BALL TOUR den 11.09.10 – er flyttet til VEGA
Sabaton den 25.09.10 – er flyttet til Amager Bio
Sage Francis den 28.09.10 – er flyttet til VEGA
Kate Nash den 14.09.2010 – er flyttet til VEGA
Alter Bridge den 30.10.2010 – er flyttet til Amager Bio

Det er således, grundet velvillighed fra arrangører og spillesteder, lykkedes at finde nye steder til afvikling af 8 ud af 17 koncerter. Arrangørerne af de flyttede koncerter har besluttet at lade billetterne til Pumpehuset være gyldige til de nye koncerter. En stor del af billetkøberne kan således forsat se frem til en god oplevelse omend i andre omgivelser.

Det er endnu uvist, om der i konkursboet vil være dækning til kreditorer – heriblandt til de som har købt billet igennem Billetlugen til ét af de arrangementer, som nu ikke bliver gennemført. Billetlugen har derfor ekstraordinært besluttet, at man vil kompensere disse berørte billetkøbere.

– Som billetformidler er vi ikke juridisk ansvarlige for den opståede situation, og vi kan ikke generelt påtage os ansvaret for, at et arrangement ikke gennemføres. Men set i lyset af den store velvillighed i branchen for at skadesløsholde billetkøberen, og fordi beløbet trods alt har en størrelse, der gør det muligt, har vi valgt helt ekstraordinært at kompensere billetkøbere til de arrangementer, som nu ikke gennemføres, hvor billetten er købt hos Billetlugen. Disse billetkøbere vil derfor få udbetalt et beløb svarende til billettens pris fra Billetlugen. Jeg forventer, at de berørte vil have modtaget kompensationen indenfor 2 uger, siger Adm. direktør hos Billetlugen.dk Jeppe Michael Jensen.

En fælles indsats fra arrangører, spillesteder og billetdistributøren betyder således, at billetkøberen ikke vil lide tab, hvis billetten er købt hos Billetlugen.

Billetlugen forsøger i videst muligt omfang at sikre billetkøberens penge. Det sker bl.a. ved, at der foretages en konkret vurdering af de samarbejdspartnere, som sælger billetter via Billetlugen. Den konkrete sag viser imidlertid, at det ikke altid er tilstrækkeligt. Billetlugen vil i den kommende tid gå i dialog med samarbejdspartnere, kollegaer og forbrugerorganisationer for om muligt, at finde måder, der tilgodeser såvel kulturlivets behov for forudbetalinger, som forbrugerens berettigede forventning om at få den oplevelse, der betales for.

123456789

Skriv et svar