Lig i skov havde én tand i munden




Albertslund: Politiet har endnu ikke identificeret liget af en mand, som blev fundet nedgravet i Vestskoven.

Den 30. april 2009 blev et lig fundet nedgravet i Vestskoven i Albertslund. Liget bar præg af at have været nedgravet i måneder, men nu er der nye oplysninger i sagen, som politiet håber kan føre til en identificering af manden.

En undersøgelse ved Københavns Universitets Institut for Geografi og Geologi har påvist, at den uidentificerede mand med stor sandsynlighed har levet i det nordlige Skandinavien eller på Grønland.

Politiet har tidligere oplyst om den afdøde mand, at hans alder er vurderet til at være over 40 år, han var ca. 160 cm høj og spinkel af bygning.

Han havde kortklippet, mørkt hår og kun én tand i munden – i venstre side af undermunden. På indersiden af venstre underarm havde han en tatovering – muligvis hjemmelavet – med en tekst, som er tydet som ordet: Love.

De første undersøgelser tydede på, at den afdøde kunne være af asiatisk afstamning. Den nye undersøgelse, sammenholdt med andre undersøgelser af liget, peger på, at afdøde kan være af grønlandsk oprindelse.

Nu retter efterforskningsleder Steen Ørskov Larsen blikket mod det nordlige Skandinavien eller Grønland. Med denne efterlysning håber han, at nogen i det storkøbenhavnske område kan hjælpe med at identificere afdøde.

– Han havde én tand i munden, tatoveret Love på underarmen og har nu været død i over et år. Der må være nogen, der har kendt ham, siger Steen Ørskov Larsen.

123456789

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.