28. marts 2024

Hele landet: Nyt og mere pålideligt talmateriale fra Danmarks Statistik slår fast, hvilke indvandrergrupper, der oftest er i job.

Thailændere, vietnamesere og kinesere er bedst integreret på det danske arbejdsmarked i forhold til indvandrere fra andre ikke-vestlige lande.

Mellem 60 og 70 procent af indvandrerne fra de tre asiatiske lande var sidste år i beskæftigelse, mens det kneb med somaliere, libanesiske palæstinensere og irakere, hvor kun omkring 40 procent var i arbejde.

Til sammenligning var knap 78 procent af danskerne med dansk oprindelse i arbejde. Det viser friske tal fra Danmarks Statistik, som Nyhedsbureauet Newspaq har gennemgået.

– Indvandrere fra de asiatiske lande som Thailand, Vietnam og Kina har den højeste beskæftigelsesfrekvens blandt indvandere fra de største ikke-vestlige lande, siger specialkonsulent Pernille Stender fra Danmarks Statistik.

Hun fortæller, at sidste års tal nu bygger på mere præcise indberetninger fra arbejdsgiverne. I den seneste måling har man med månedlige indberetninger bedre kunnet måle, hvornår de enkelte ansættelsesforhold er gældende. Hvilket giver et mere præcist mål.

Forklaringen på, hvorfor de asiatiske indvandrere generelt har vundet bedre fodfæste på arbejdsmarkedet ligger i, at de fleste af dem kom til Danmark, da der var flere job at få. Samtidig er de mere tilbøjelige til at starte som selvstændige end indvandrerne fra Mellemøsten og Nordafrika.

Det forklarer integrations- og arbejdsmarkedsforsker Anders Ejrnæs fra Roskilde Universitetcenter, RUC.

– Mange af de asiatiske indvandrere kom i 1970’erne og fik rimelig hurtigt etableret sig især inden for restaurationsbranchen. Hvis vi tager de palæstinensiske flygtninge fra Libanon, så kom mange af dem i 1990’erne, hvor der var rigtig høj arbejdsløshed, og markedet var svært at komme ind på, siger han til Newspaq.

Samtidig kæmper de dårligst integrerede invandrergrupper på det danske arbejdsmarked ofte med psykiske mén efter krig og bliver i højere grad udsat for fordomme i det danske samfund.

– Mange har krigstraumer, der gør det svært at fungere på en arbejdsplads. Oven i bliver arabiske grupper og somaliere ofte portrætteret som vanskeligt integrerbare, og det giver en selvforstærkende effekt, som gør det ekstra svært at komme ind på arbejdsmarkedet, siger Anders Ejsnæs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.