19. april 2024

Hele landet: Når Dronning Margrethe på fredag fylder 70 år bliver det den helt store festdag – også hos posten. For at markere den runde fødselsdag lader Post Danmark for første gang i postens historie Dannebrog vaje fra alle postbiler i hele landet.

– Det er noget ganske særligt, at vi sætter Dannebrogsflag på vores biler. Men Dronningens fødselsdag er også noget helt specielt for Post Danmark, og med tanke på vores relation til kongehuset, synes vi, det er en god måde at fejre dagen på. Vi har mere end 4000 postbiler, der er synlige i gadebilledet, og med vores flag kan vi være med til at festliggøre dagen i alle dele af landet, siger viceadministrerende direktør i Posten Norden og administrerende direktør i Post Danmark A/S, K. B. Pedersen.

Post Danmark har en ganske særlig relation til regenten. Det var nemlig Dronning Margrethes forfader, Kong Christian IV, der i 1624 grundlagde det danske postvæsen.

– Postbilerne har den dag i dag den kongelige oldenborggule farve – akkurat ligesom den første kuglepostvogn – og bærer stadig regentens monogram. Det er også derfor, at det store fødselsdagsbanner, der hænger synligt på postbygningen centralt i København, er udformet i netop denne gule farve.

For at lykønske regenten har Post Danmark også udgivet helt nye officielle dronningefrimærker og et særligt fødselsdagsfrimærke med den kongelige familie, samt markeret dagen ved at ophænge en fødselsdagshilsen i samtlige posthuse og postbutikker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.