Tivolis Akvarium inviterer til hajdage i Påsken




Det sker: Skolernes påskeferie er startet og der er masser af ting man kan opleve. I Tivoli i København kan man se et hajfoster vokse inde i et æg.

Mon ikke øjnene hos børn og voksne kommer til at stå på stilke, når de ser en ægte haj-baby svømme rundt i sit eget æg i Tivolis Akvarium i påskeferien? Det tror man i hvert fald i Tivoli, som i anledning af påsken holder ekstraordinært åbent i Akvariet med hajerne som tema.

Årets påskeæg fra Tivoli Akvariet til gæsterne er en unik udstilling af hajæg, hvor gæsterne med egne øjne følger en baby-bambushaj vokse sig stor i et æg, der er placeret i et klækkeakvarie blandt de øvrige fisk. Tivoli har specialfremstillet en lysleder, der gennemlyser hajægget, og som gør det muligt at se det lille hajfoster svømme rundt i ægget. Uden om hajægget er der afspærringer, som sikrer, at de glubske rovfisk i akvariet ikke spiser hajægget.

– Hajerne er efterhånden blevet en attraktion i attraktionen, og jeg tror, at gæsterne bliver vildt betaget af, at se babyhajen svømme rundt i ægget. Blommen eller blommesækken, som det hedder, er hajfostrets madpakke, og når der ikke er mere næring i ægget bliver den lille haj sulten og bryder ud af ægget, fortæller den ansvarlige for akvariet, Lasse D. Andersen.

Oplev fodring af hajerne kl. 13.00
Der er fodring af hajerne hver dag kl. 13:00, hvor der i anledning af Påsken bliver serveret noget godt til hajerne. Gæsterne kommer også tæt på rokker, moræner og de tropiske fisk, som svømmer rundt i koralrevet.

Selv om vandet i Tivolis Akvarium er krystalklart, bruger hajerne deres veludviklede lugtesans til at finde frem til føden, og de er i stand til at lugte sig frem til byttet på op mod 500 meters afstand. Når hajerne fodres i akvariet, er der dufte over det hele, men de er i stand til at finde ud af, hvor duften kommer fra, og hajerne finder altid frem til maden.

Når hajerne finder deres føde, bider de som regel forsigtigt første gang for at finde ud af, om det er noget de kan lide. Hvis hajerne er så store, at de kan gabe over mennesker bider, de som regel også forsigtigt første gang, men selv et lille bid fra en haj får frygtelige konsekvenser for mennesker.

Find æg og vind Wild Card
Alle besøgende kan deltage i jagten på marmoræg, der til er placeret i det store akvarium. Hver dag trækkes der lod om Wild Card som giver entré og turpas til Tivoli i hele 2010.

Info:
Tivolis Akvarium udstiller hajæg med levende fostre
Dato: 27. marts – 5. april kl. 12 – 17 (fodring kl. 13.00).
Sted: Koncertsalen i Tivoli
Tid: Akvariets åbningstider 27 marts – 5. April, 2010: Alle dage kl. 12-17.
Pris: 20 kr. pr. person (børn under 3 år gratis).
Entreen til akvariet sker gennem wagamama, Tietgensgade 20.

123456789

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.