Lykkepiller giver nyfødte abstinenser




Hele landet: Hver tiende kvinde er i behandling med medicinen.

Det er ikke ufarligt for et foster, hvis moderen er under medicinsk behandling for depression.

Spædbørn med abstinenser – det er ikke længere et fænomen, der rammer nyfødte børn af narkomaner. Antidepressiv medicin gør også ufødte afhængige, og når de kommer ud, skal de på afvænning.

– Flere og flere gravide får antidepressiva, det som vi kalder lykkepiller. Det giver en svær beslutning for os læger, da ingen medicin er fri for bivirkninger, og det gælder også lykkepiller. Men det er omvendt ikke særlig godt for en gravid at føde, hvis hun ryger tilbage i depressionen. Og det er også farligt for barnet, fortæller overlæge og speciallægeansvarlig for neonatologi på Næstved Sygehus Hristo Stanchev til Nyhedsbureauet Newspaq.

Ifølge Lægemiddelstyrelsen er det direkte livsfarligt for børn at blive født af mødre, der er i medicinsk behandling for depression under graviditeten.

– Et amerikansk studie viser, at nyfødte børn, hvis mødre har fået et antidepressivt lægemiddel af typen SSRI (kendt som ‘lykkepiller’, red.) efter 20. uge i graviditeten, har en forøget risiko for at dø som følge af et fald i iltmætning direkte efter fødslen, skriver Lægemiddelstyrelsen på sin hjemmeside.

Selvom antallet af danskere på lykkepiller er steget gevaldigt, er det ikke muligt at fastslå, hvor mange børn der bliver født med afhængighed af medicinen.

– Vi har ikke nogen friske data, men det kan godt være et stigende problem, vurderer Hristo Stanchev over for Newspaq.

Bivirkningerne for de nyfødte er mange.

– Der opleves blandt andet sløvhed og irritabilitet, at barnet ikke vil sutte og problemer med vejrtrækningen, fastslår professor og klinikchef på Neonatalklinikken på Rigshospitalets Juliane Marie Centeret, Gorm Greisen, over for Newpsaq.

Men selvom der udskilles medicinrester i modermælken, kan det på trods af de mange bivirkninger være mere problematisk ikke at amme sit barn.

– Det største problem er, hvis moderen ikke ammer. Så er der større risiko for, at barnet får abstinenser. Så observerer vi børnene intenst og kan i sjældne tilfælde behandle dem med afslappende medicin. Vi har også haft tilfælde med nyfødte med forhøjet tryk i lungekredsløbet. Det betyder, at barnet har behov for mere ilt og andre former for behandlinger, der er mere detaljerede, fortæller Hristo Stanchev.

Rigtig mange kvinder er i risikogruppen for at skulle foretage valget mellem at droppe lykkepillerne, eller risikere at føde et barn, der er afhængig af medicinen.

– Hver tiende danske kvinde var i 2008 på lykkepiller, og vi ser, at tallet er stigende, oplyser økonomisk konsulent Luise Bastholm Kristoffersen fra Apotekerforeningen til Newspaq.

På Næstved Sygehus har man netop haft to fødsler med børn, der led af abstinenser efter lykkepiller, og det får den speciallægeansvarlige for neonatologi på sygehuset til at komme med et godt råd.

– Hvis man har behov for antidepressiv behandling, skal man snakke med sin læge i det sekund, man ved, at man er gravid, slutter Hristo Stanchev til Newspaq.

123456789

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.