Tatoos er ikke længere et permanent fænomen




Flere og flere får fjernet deres tatoveringer. Foto: Alexander Kozlov.
Flere og flere får fjernet deres tatoveringer. Foto: Alexander Kozlov.

Hele landet: Stadig flere danskere vælger at få deres tatoveringer fjernet. Uovervejede valg og den nye teknologi er årsagerne bag.

Måske synes du ikke, at dødningehoved-tatoo’en på håndleddet er lige så fed, den dag du sidder til din første jobsamtale. Og ‘Carsten-tatoveringen’ på overarmen er måske ikke helt så romantisk, den dag din mand i virkeligheden hedder Lars.

Selvom mange danskere stadig vælger at få kroppen permanent udsmykket, er der samtidig tusindvis, der ønsker dem fjernet igen. Og det kan mærkes hos landets to største laserkirurgiske klinikker.

– De sidste fem år har vi oplevet en vækst i kunder, der vil have fjernet tatoveringer, på 400 procent, siger Kim Novas, der er ejer og indehaver af Qura-klinikken i København, der i gennemsnit har mellem 2-300 kunder om måneden.

Og det er langt fra kun amagerstemplet på lænden eller sømandsankeret på overarmen, folk ønsker at få fjernet.

– 80 procent af tatoveringerne fjerner vi fra hænder og håndled. Dels fordi teknologien nu gør, at man kan få det fjernet pænt, og dels fordi mange kunder er påvirket rent arbejdsmæssigt, hvor de ikke kan få et bestemt job på grund af synlige tatoveringer, siger Kim Novaa til Newspaq.

Denne tendens oplever de også hos Laserkirurgisk Klinik i Hellerup, der har mellem 80-100 kunder med uønskede tatoveringer om måneden.

– Der er kommet flere patienter end tidligere. Den aldersgruppe, der som 18-årige fik tidsbestemte tatoveringer i 90’erne, finder nu ud af, at det ikke er så smart at rende rundt med en pigtråd på armen længere, siger indehaver Jørgen Esmann, til Newspaq.

Jørgen Esmann betegner sit klientel som ‘alt fra Vestre Fængsel til direktionsgangen på Mærsk’.

Formanden for PDT – Professionelle Danske Tatovører, Brian Christensen, oplyser, at tendensen i 2010 især er tatoveringer på ribbenene og i nakken for kvindernes vedkommende, mens mændene stadig foretrækker de traditionelle steder som skulderblade og overarmene.

Teknologien tillader i dag, at man kan få tatoveringen fjernet uden særlige synlige ar. En lille tatovering koster omkring 5-600 kroner at få fjernet pr. gang. Som tommelfinger-regel koster en tatovering ti gange så meget at få fjernet, som at få lavet.

123456789

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.