29. marts 2024

Hele landet: Årets første måned bød på massevis af forstuvninger, brækkede knogler og blå mærker.

Personalet på landets skadestuer har løbet ekstra hurtigt i januar. I det sønderjyske har 16 procent flere været en tur på lægens bord.

Gangen foregår med museskridt, og øjnene er stift rettet mod det spejlglatte fortov. Alligevel forsvinder benene pludselig under os, og bang, så ligger vi vandret.

Flere end normalt har været nede og kysse sneen og isen denne vinter. Og det har resulteret i, at sygepersonale på skadestuerne i både Jylland, på Fyn og Sjælland har måttet løbe ekstra hurtigt for at behandle brækkede håndled, forstuvede ankler og ømme haleben.

– Vi har haft rigtig, rigtig travlt i januar. Vi har haft rigtig mange patienter, der er faldet og er kommet alvorligt til skade, siger Theresa From-Eriksen, der er afdelingssygeplejerske på Åbenrå Skadestue og de tilhørende tre skadeklinikker i Sønderborg, Haderslev og Tønder til Nyhedsbureauet Newspaq.

Her havde man til sammen 2.841 patienter igennem til behandling i januar 2009. I januar i år måtte hele 3.305, eller hvad der svarer til 16 procent flere, en tur i lægens og sygeplejerskens hænder.

– Når man falder til dagligt, og der ikke er sne, så kan man nå at tage fra og ikke falde så hårdt. Så normalt er skaderne ikke lige så alvorlige, som dem vi ser nu, siger Theresa From-Eriksen. Den travle januar har gjort, at der nu er en mindre pukkel af overarbejde, der skal arbejdes af eller udbetales, tilføjer afdelingssygeplejersken.

Lidt længere mod nord, på skadestuen på Århus Sygehus, har personalet også haft ekstra travlt denne januar. 830 flere patienter har i år fået behandling efter fald i det glatte føre, det svarer til ca. 30 flere patienter om dagen.

– Det har typisk været midaldrende kvinder og ældre. Og det overskyggende her har været brud på håndled på kvinderne, fordi de typisk har svagere knogler end mændene, siger afdelingssygeplejerske Hanne Boyles til Newspaq. Hun tilføjer, at en del børn også har måtte en tur på briksen efter en kælketur, eller fordi de er skvattet på skøjter.

Og eftersom det stadig er glat udenfor, har hun et godt råd.

– Lad cyklen stå, tag fodtøj på som du kan stå fast i og tag den med ro. Det er især det usynlige isslag, der er rigtig farligt, advarer hun.

Fynboerne har også været nede og ligge i sneen mere end normalt. På Odense Universitetshospital har man i december og januar i år haft
1.041 til behandlinger efter fald i det glatte føre. Årene før lå tallet på bare 408.

På Holbæk Sygehus på Sjælland har man kunne mærke den kolde vinter på antallet af ortopæd-indlæggelser, hvor patienter behandles for mere alvorlige brud. I januar sidste år var 168 indlagt, i år kom det tal op på 183, altså 13 procent flere.

Men faktisk ser februar ud til at blive endnu travlere på det vestsjællandske sygehus. De første 15 dage af februar har man allerede haft 105 ortopæd-indlæggelser, mod 75 sidste år på samme tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.