25. april 2024

Høve: To mænd blev i går formiddag taget på fersk gerning under et indbrud i en landejendom i Høve i Odsherred.

Ejeren af ejendommen var blevet tilkaldt af en alarm på stedet. Da han kom frem, forsøgte de to mænd at flygte fra stedet i en bil, som var fyldt med tyvekoster.

De forsøgte at køre forbi ejerens bil, men på den smalle vej ramte de bilen og sad derefter fast i sneen. Efter et mislykket forsøg på at stjæle ejerens bil, forsøgte de at praje en forbikørende bil. Ejeren fik advaret bilisten og de to tyve løb derefter videre til en anden bil, som samlede dem op.

Ejendommens ejer fulgte efter i sin egen bil og holdt undervejes politiet underrettet. En medarbejder i vagtcentralen ringede føreren af bilen op, og spurgte om han netop havde taget to mænd op i bilen. Han skulle blot sige ja eller nej. Da han svarede ja, fortalte medarbejderen ham, at politiet ville have fat i de to i bilen.

Kort efter havde politiet indhentet dem og de to mænd blev anholdt uden dramatik.

Efter afhøring og sigtelse blev begge mænd løsladt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.