20. april 2024

Jyderup: En 42-årig mand blev i går eftermiddag anholdt efter hasarderet kørsel gennem byen Jyderup mellem Holbæk og Kalundborg.

En politipatrulje så omkring kl. 15.25 den 42-årige komme kørende i en en personbil i Jyderup. Politiet ville gerne tale med manden, men han ville absolut ikke tale med politiet. I stedet gassede han op og prøvede at køre fra patruljen i Jyderup by.

Efter fem minutters kørsel i byen, hvor den 42-årige påkørte en anden bil og en udendørs udstilling på Nygade, standsede han og forsøgte at løbe fra politiet. Det havde han heller ikke held med, for ved Skarridsøgade blev han indhentet og anholdt.

Det viste sig, at den 42-årige kørte i en stjålen bil. Han havde heller ikke kørekort.

Han blev sigtet for brugstyveri, kørsel uden førerret og mange andre overtrædelser af færdselsloven, som han begik under kørslen.

Efter afhøring og sigtelse kunne politiet køre ham til statsfængslet i Jyderup, hvor han skulle afsone en fængselsstraf.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.