16. april 2024

Hele landet: Mere end halvdelen i en ny meningsmåling vil have afskaffet alle de danske forbehold.
I dag træder Lissabon-traktaten i kraft, og et flertal af danskerne er samtidig klar til, at skrotte de danske forbehold.

Men 52,4 procent af de adspurgte i en ny meningsmåling mener, at dedanske EU-forbehold skal skrottes med det samme.

Meningsmålingen er lavet af analysebureauet Wilke for Nyhedsbureauet Newspaq.

Opbakningen til en afskaffelse af forbeholdene vækker glæde hos både SF og Venstre, men Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, lader sig ikke skræmme af tallene, der samtidig viser, at kun 27,1 procent af danskerne vil beholde alle forbeholdene, ligesom Dansk Folkeparti ønsker det.

– Hvis forbeholdene virkelig bliver lagt ud til folkeafstemning, og tingene bliver debatteret grundigt, vil det ændre ja-sigernes forspring. Og så må jeg i øvrigt erklære hele diskussionen om forbeholdene for død. Jeg tror ikke et sekund på, der er en afstemning under opsejling, siger hun til Newspaq.

Når Lissabon-traktaten træder i kraft i dag, betyder det, at Danmark bliver sat uden for døren på en række afgørende punkter inden for især retsområdet, og det bekymrer EU-ordfører hos Venstre, Michael Aastrup Jensen.

– Forbeholdene gør, at vi over en årrække desværre bliver nødt til at melde os ud af nogle ting, som vi faktisk er rigtig glade for. Ikke mindst udelukkelsen fra det fælleseuropæiske politisamarbejde i Europol, som er med til at bekæmpe organiseret kriminalitet, vil stille Danmark markant dårligere, siger han til Newspaq.

Han bakkes op af SF’s EU-ordfører, Anne Grete Holmsgaard, der dog finder det mærkeligt, at regeringen ikke vil sende rets- og forsvarsforbeholdet til folkeafstemning til foråret, sådan som Socialdemokraterne, de radikale og SF foreslog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sidste uge.

– I retspolitikken er vi stillet væsentligt dårligere. Forbeholdet betyder, at vi gradvist bliver skubbet ud af samarbejdet om civilret, flygtninge og asyl og politisamarbejdet. Det kommer til at give os nogle problemer, og derfor skal retsforbeholdet afskaffes hurtigst muligt, siger hun til Newspaq.

Pia Kjærsgaard er lodret uenig og mener ikke, at Danmarks forbehold får nogen betydning.

– Der vil aldrig nogensinde være tvivl om, at vi kan få de aftaler med EU, vi vil have. Vi skulle have været langt mere om os for at gøre det, der var bedst for Danmark. Altså få nogle forskellige særaftaler og forbehold, som eksempelvis Irland har gjort det. Men der har den danske regering simpelthen været for langsom i optrækket, siger Pia Kjærsgaard.

Undersøgelsen fra Wilke er foretaget blandt 525 repræsentatvit udvalgte danskere i slutningen af sidste uge, og den giver kun ringe opbakning til forslaget om at afskaffe rets- og forsvarsforbeholdene, som venstrefløjen foreslog i sidste uge. Det er der kun 20,5 procent, der vil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.