29. marts 2024

Hele landet: Sparekrav tvinger kommunerne til at købe mere velfærd hos private firmaer, skriver Avisen.dk. Men de risikerer en lang næse, advarer ekspert.

Der skal ikke længere stå kommune, men A/S på arbejdstøjet og lønsedlen. Og arbejdstempoet risiker at blive sat i vejret, når asfaltarbejdere og kontorfolk i landets kommuner til næste år får deres job udliciteret.

Hver anden kommune vil nemlig sælge flere velfærdsopgaver til private firmaer næste år. Det viser en rundspørge, som Avisen.dk har foretaget blandt direktørerne i landets kommuner.

Det er kommunernes pressede husholdningsbudget, der får politikerne til at lægge offentlige opgaver ud til private firmaer, forklarer et flertal af kommunaldirektørerne i undersøgelsen, hvor de administrative chefer for 42 af landets 98 kommuner har deltaget.

– Kommunerne har en presset økonomi, og mange ser udliciteringer som en måde at spare penge på, siger Carsten Greve, der er ekspert i udlicitering og professor ved CBS, til Avisen.dk.

I Favrskov Kommune er der røde tal på bundlinjen. Derfor vil politikerne udlicitere rengøring og parkarbejde for 17 millioner kroner. Byrådet håber, at de med udbuddet kan hente mindst en million til det skrantende budget.

– Vi må afsøge, om der er noget, vi kan udlicitere og spare penge på, forklarer kommunaldirektør Jan Kallestrup.

Men ekspert i udlicitering Carsten Greve slår fast, at udlicitering alene ikke kan fylde hullerne ud i de tomme kasser.

– Generelt er de danske kommuner meget effektive. Så mange kommuner vil blive skuffede, fordi de ikke vil opleve en gevinst ved at udlicitere, siger han.

Rundspørgen til kommunerne viser, at det især er administration og Vej & Park-arbejde, kommunerne nu vil lægge ud til private firmaer. Dermed går de udenom de såkaldte ‘bløde’ områder som børnepasning og pleje af ældre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.