20. april 2024

København: Det er ikke mere end halvanden måned siden, at Asylbureau højt og flot proklamerede, at de ville redde de afviste irakiske asylansøgere fra hjemsendelse ved at ansætte dem i deres nyetablerede vikarbureau.

Men indtil videre er ikke en eneste asylansøger blev ansat i asylbureauet, og det skyldes omstruktureringer og juridiske stopklodser.

– Vi er i gang med at finde en gruppe af folk, der kan klare alt det administrative i virksomheden. Derudover samarbejder vi med forskellige jurister for at få ansøgningerne fra asylansøgerne igennem til Udlændingeservice, siger direktør for Asylbureau, Nikolaj Bøcher, til Nyhedsbureauet Newspaq.

Asylbureaus intention er at ansatte asylansøgerne i deres virksomhed til en månedsløn på 31.500 kroner. På den måde kan de få lovligt ophold i Danmark efter den såkaldte beløbsord­ning.

Ordningen kan give udlændinge midlertidigt ophold, hvis de får et job i Danmark med en årlig indkomst på mindst 375.000 kroner.

Men selvom det lyder legende let og som en bevist spekulativ omgåelse af loven, er det ikke så lige til.

– Vi har modtaget en liste med en række ting, som Udlændingeservice mener, er tegn på, at vi er proforma. Det er denne liste, vi arbejder på i samarbejde med vores jurister. Men der er lige så mange fortolkninger, som der er jurister, og derfor trækker det ud, siger Nikolaj Bøcher.

Et af punkterne på listen omhandler asylansøgernes kvalifikationer. Udlændingeservice mener ikke, at der er tilstrækkelig begrundelse for, hvorfor netop disse mennesker er kvalificerede til de specifikke job.

Asylbureau er derfor blevet rådet til, at skrive udførlige personbeskrivelser og personlige motivationer på hver enkelt asylansøger de ansætter.

Som et nyt tiltag tilbyder bureauet, at vikarene kan hyres som gæsteundervisere og foredragsholdere, for at fortælle deres personlige historier, oplevelser og erfaringer.

Omkring 10 til 15 virksomheder har henvendt sig for at hyre en vikar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.