Tre mænd sigtet for bedrageri til 10 mio. kroner




Foto: Nationalbanken.
Foto: Nationalbanken.

Hedehusene: Tre mænd blev i dag anholdt og sigtet for dokumentfalsk og bedrageri til ca. 10 millioner kroner.

Ifølge Københavns Vestegns Politi drejer de sig om en 47-årig mand fra Frederiksberg, en 50-årig mand fra Ballerup og en 48-årig mand fra København. En af de tre mænd er tidligere blevet idømt to års fængsel for tilsvarende kriminalitet.

Mændene har siden starten af 2008 og frem til sommeren 2009 via et selskab i Hedehusene tegnet leasingkontrakter med bl.a. hospitaler og private virksomheder om levering af håndbårne scannere, stregkodeprintere og kopimaskiner. Varerne er så enten ikke blevet leveret eller leveret på andre betingelser end aftalt.

Ifølge Henning Nielsen, leder af afdelingen for Økonomisk Kriminalitet, er der tale om grov og udspekuleret økonomisk kriminalitet.

– Mændene har gentagne gange direkte løjet over for kunder for at få leasingkontrakter i hus, siger Henning Nielsen.

For eksempel tilbød selskabet gratis at levere håndbårne scannere og stregkodeprintere til journalstyring til et hospital i en testperiode på tre måneder. Hospitalet skulle blot skrive under som en formsag af hensyn til forsikringen. Herefter viste det sig, at der var tale om en bindende underskrift på en leasingkontrakt.

I et andet tilfælde tilbød selskabet at erstatte en tidligere leasingaftale på en kopimaskine og samtidig levere en ny – men maskinen dukkede aldrig op.

De tre mænd vil i morgen blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Glostrup med krav om varetægtsfængsling.

Det vides ikke, hvordan de tre mænd forholder sig til sigtelsen.

123456789

Skriv et svar