24. april 2024

Allerød: Lørdagens demonstration 'Luk lejren' startede fredeligt og på trods af problemer med S-togene og for få erstatningsbusser lykkedes det initiativtagerne at samle mellem 500-700 mennesker til demonstrationen.

Blandt demonstranterne var familier med børn, unge aktivister og bedsteforældre.

Demonstranterne forsamlede ved Allerød Station og gik derfra fredeligt mod Modtagelsescenter Sandholm, hvor politiet henviste demonstrationen til en mark foran centret.

Kort efter ankomsten brød en gruppe på 50-70 aktivister ud af hoveddemonstrationen og forsøgte at forcere hegnet til centret. Politiet affyrede tåregas for at få aktivisterne væk fra hegnet.

Det lykkedes flere aktivister at kravle op på hegnet og klippe hul i det.

Andre aktivister væltede det hegn, som politiet havde sat op ved det tildelte demonstrationsområde. Flere aktivister iførte sig gasmasker og anden maskering og politiet affyrede igen tåregas for at sprede aktivisterne. En del af denne tåregas drev ind over den fredelige del af demonstrationen.

Kort før klokken 16 opløste politiet demonstrationen pga. af hærværk og barrikadebygning. Ved opløsningen gjorde politiet opmærksom på, at personer, der ikke ville forlade området ville blive anholdt.

Demonstrationen valgte derefte at trække sig lidt tilbage, mens sortklædte aktivister fortsatte med at forsøge at trænge ind i asylcentret. Politiet svarede igen med store mængder tåregas.

Omkring kl. 16.43 begyndte demonstrationen at bevæge sig væk fra Sandholmlejret i langsomt tempo og de sortklædte aktivister begyndte at følge trop. Fire af politiets mandskabvogne fulgte efter demonstrationen på vej mod Allerød Station.

Skrevet af: Rolf Larsen og Poul Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.