26. april 2024

Ingen personer kom noget til, da korvetten Olfert Fischer torsdag eftermiddag gik på grund ved Sjællands Odde.

– Olfert Fischer var i færd med at træne skydning under høj fart og tæt på land for at simulere angreb fra mindre fartøjer. Træningen foregår på marginalerne med henblik på at skabe et så realistisk scenario som muligt, og der er herved at skibet foretager en manøvre der bringer skibet ind på under 10 meter vand, siger Presseofficer ved SOK, Kaptajnløjtnant Jesper H. Lynge og fortsætter:

– Selvom skibets dybgang normalt er 3,7 meter, så får skibet alligevel kontakt med havbunden, grundet den sugeeffekt der opstår under høj fart mellem skibet og havbunden.

Dykkere har været i vandet for at undersøge skaderne og det tyder i følge Søværnets Operative Kommando på, at kun den ene skrue er beskadiget.

Korvetten ligger for anker ud for Sjællands Odde, men vil blive eskorteret til Fredericia Skibsværft.

– rl