28. marts 2024

København: To personer blev tidligt i morges reddet ud af en brændende ejendom på Store Krog på Amager.

Da brandfolkene fra Københavns Brandvæsen ankom til stedet, blev det første hold røgdykkere sendt ind i den brændende lejlighed, hvor de fandt lejlighedens beboer. Beboeren blev reddet ud og kørt til Rigshospitalet med forbrændinger i ambulance.

Det andet hold røgdykkere fandt en person liggende på en trappe mellem 1. og 2. sal. Personen blev bragt ud i det fri og behandlet med ilt, indtil en tilkaldt ambulance kunne køre patienten til Rigshospitalet med lettere røgforgiftning.

Soveværelset i lejligheden blev kraftigt brandskadet og resten af lejligheden blev sodskadet.

– rl