29. marts 2024

Hele landet: Klokken 6.00 her til morgen, ransagede politiet 38 adresser over hele landet.

Det skete som led i en aktion mod børneporno, som politiet har døbt aktion 'Gyldenbørste'.

På adresserne blev der konfiskeret computere, som politiet formoder indeholder downloadede børnepornografiske billeder og film fra internettet.

En række personer er blevet anholdt under aktionen og de er alle blevet sigtet for at distribuere børnepornografisk materiale på internettet.

– Vi har software, der gør os i stand til at vurdere, hvilken type billeder der er tale om. Dem vi genkender som børnepornografi, kigger vi nærmere på. Via det elektroniske spor, brugerne efterlader, kan vi finde frem til personerne, som deler filerne, siger politikommissær Søren Thomassen, som er leder af Rigspolitiets Nationale IT-efterforskningscenter, NITEC.

Siden sidste år har alle politikredse haft politifolk, som også har fungeret som IT-koordinatorer i denne type sager. Det betyder, at IT-kundskaberne i politikredsene med deres uddannelse er blevet hævet.

– Det her er et rigtigt godt eksempel på samarbejdet mellem NITEC og IT-koordinatorerne. Hvis vi ikke havde haft dem, ville det have været umuligt at gennemføre en aktion så hurtigt, som vi har gjort her, siger Søren Thomassen'

– rl