27. april 2024

Vedbæk: To mænd blev i nat anholdt, efter et indbrud i en forretning på Vedbæk Stationsvej.

Politiet fik en anmeldelse om inbruddet ved halvto-tiden og en patrulje blev straks sendt til stedet.

Patruljen kunne konstatere, at der var blevet knust en rude og at tyvene havde stjålet kædesave, hækkesakse og andet værktøj.

Vidner fortalte til politiet, at de havde set en sølvfarvet kassevogn på stedet.

Flere patruljer blev sat til at lede efter varevognen, der blev fundet Gøngehusvej. Tyvene forsøgte at køre fra politiet, men kort efter påkørte de nogle sten og et hegn. Gerningsmændene forsøgte derefter at stikke af til fods, men politifolkene indhentede og anholdte den ene af tyvene, en 32-årig mand fra Roskilde.

Den anden gerningsmand, en 17-årig mand fra Karlslunde, forsøgte at skjule sig, men ved hjælp af politihunde blev han fundet og anholdt.

I varebilen fandt politiet koster fra indbruddet i forretningen på Vedbæk Stationsvej, samt fra et andet indbrud i Nordea på Trørødvej, der var blevet begået tidligere på natten.

– rl