23. april 2024

København: En brandsprøjte blev mandag aften angrebet med brosten under en udrykning på Nørrebro i København.

Københavns Brandvæsen blev kort før kl. 21.30 kaldt ud til en brand i en truck i Blågårdsgade.

Da brandsprøjten kørte ind på Blågårdsgade ad Todesgade, blev den ramt på højre fordør af en brosten. Uden at standse, fortsatte sprøjten frem til branden, hvor brandfolkene kontaktede politiet på stedet.

Brandfolkene fik hurtigt slukket branden i trucken, som stod op ad en bygning. En butiksrude hvor trucken stod, var blevet knust med brosten.

Ingen personer kom til skade ved angrebet.

– po