26. april 2024

Sundhed: Jorden i over halvdelen af landets børnehaver kan være forurenet med bl.a. tungmetaller, det viser undersøgelser fra København, Fyn og Guldborgsund. Det oplyser DR Programmet 21 Søndag.

"Arkivfoto: Guldborgsund Kommune har brugt 800.000 kroner, på at få undersøgt jorden i samtlige af kommunens daginstitutioner. Halvdelen af de 36 institutioner var forurenet. Fem af dem i svær grad.

Jorden er primært forurenet med tungmetaller, olie og tjære.

– Tungmetaller kan hæmme at hjernen og nervesystemet udvikler sig normalt, og tjære og olie kan være kræftfremkaldende, siger ledende embedslæge i Sundhedsstyrelsen, Henrik L. Hansen til programmet 21 Søndag.

I København og på Fyn er en stor del af daginstitutionerne tidligere blevet undersøgt for forurening. Her viste resultaterne, at over halvdelen af institutionerne var forurenet. Mange af dem i svær grad.

Den daværende miljøminister Connie Hedegaard opfordrede i begyndelsen af 2007 landets kommuner til at undersøge jorden i daginstitutionerne. Alligevel er det kun sket i ganske få kommuner.

– Det her er jo ikke noget kommunerne skal. Hvis vi skulle ifølge lovgivningen, så gjorde vi det selvfølgelig. Det her er noget, kommunerne kan vælge at gøre, siger Bjørn Dahl, formand for Kommunernes Landsforenings Teknik- og Miljøudvalg til 21 Søndag.

– rl