29. marts 2024

Greve: En 22-årig mand fra Greve, blev natten til mandag beskudt da han kom kørende i sin bil i Askerød-bebyggelsen ved Krathuset/Digehuset ved indkørslen fra Godsvej.

Den 22-årige kom kørende i sin bil mod sin bopæl, da han fik øje på nogle mistænkelige personer, der stod på p-pladsen ved Digehuset.

Han fattede mistanke om, at der var noget galt, og derfor kørte han mod Krathuset, hvor han fik øje på to andre mistænkelige personer, hvoraf den ene havde et skydevåben i hånden.

Umiddelbart efter hørte forurettede, at der blev skudt, og han kørte hurtigt videre til en parkeringsplads ved Krathuset, hvor han ventede i nogle minutter.

Da han kørte tilbage ad samme vej som han var kommet, passerede han en sti mellem Krathuset og Stamhuset, hvor han så tre personer. Umiddelbart efter blev der skudt mod bilen.

Bilen blev ramt af flere skud, heraf et som gik igennem bagruden. Den 22-årige undgik på mirakuløs vis at blive ramt.

En større politistyrke blev sendt til stedet.

Natten igennem og mandag med, har politiet arbejdet på højtryk med sagen.

Politiets efterforskning har vist, at der er skudt med forskellige våben i forbindelse ved nattens drabsforsøg, og politiet opfordrer borgere i lokalområdet til at kigge efter våben, der kan være smidt eller gemt af gerningsmændene.

To unge mænd på henholdsvis 22 år og 20 år, begge fra Greve, blev anholdt mandag formiddag. De sigtes begge for drabsforsøg.

En tredje person, en 22-årig mand fra Tåstrup, er eftersøgt af politiet i sagen. Politiet opfordrer den tredje mand til at melde sig selv, ellers vil man overveje at offentliggøre hans foto.

– ms