25. april 2024

VM i gadefodbold for hjemløse har brug for flere hænder til at hjælpe med arrangementet

København: Fra Søndag den 29. juli er København rammen om VM i gadefodbold for hjemløse. Over 500 spillere fra 48 lande skal dyste om verdensmesterskabstitlen på Rådhuspladsen i København.

Men folkene bag mangler frivillige til at hjælpe med arrangementet. Derfor opfordrer socialborgmester i København, Mikkel Warming (Enhl.) folk til at melde sig som frivillige.

– VM i gadefodbold er en oplagt mulighed for, at vi som københavnere får et andet billede af, hvem hjemløse er. At de ikke bare er nogle stakler, men mennesker af kød og blod, der lige som alle os andre elsker at vinde og hader at tabe. At vi kan lægge nogle af vores fordomme på hylden, siger Mikkel Warming.

Udover VM-titlen, står der også andet på spil for de mange spillere. Undersøgelser fra tidligere VM-turneringer har vist, at det gør en stor forskel for de hjemløse og socialt udsatte at spille fodbold. En rapport viser, at tidligere deltagere bliver motiveret til på afgørende vis, at ændre deres liv.

– Det viser, at arrangementer som det, der nu kommer til København, gør en forskel. Derfor vil jeg gerne opfordre alle københavnere til at bakke op. Kom forbi på Rådhuspladsen og se nogle af kampene. Eller hiv et par timer ud af kalenderen og bliv frivillig. Der mangler stadig folk, der kan hjælpe vores udenlandske gæster, mens de er her. Blot et par timer kan gøre en forskel, siger Mikkel Warming.

Interesserede kan læse mere om VM i gadefodbold for hjemløse på www.homelessworldcup.org

– rl