23. april 2024

To meget unge røvere truede postarbejder til at udlevere 1.300 kroner

Holbæk: To meget unge mænd røvede igår en postbil på Skagerakvej i Holbæk.

En 18-årig postarbejder stod torsdag aften ca. kl. 18.40 ved sin postbil på Skagerakvej i Holbæk da to unge mænd kom over til ham og truede ham med en kniv. De to røvere fik udleveret 1.300 kroner og stak derefter af fra stedet.

Hele aftenen ledte politiet, bl.a. ved hjælp af en politihund, efter de unge gerningsmænd i et stort område omkring gerningsstedet, dog uden at finde røverne.

Den ene røver beskrives som dreng, 13-17 år, udlænding, ca. 170 cm høj med kort mørkt hår. Han var iført mørkt tøj, sort Karl Kani sweatshirt, mørke busker og mørk kasket med 'A' foran.
Den anden beskrives som dreng, 13-15 år, udlænding, ca. 160 cm. høj, kort mørkt hår og iført mørkt tøj.

Lokalpolitiet i Holbæk vil meget gerne høre fra vidner, der enten har overværet episoden eller som kan give oplysninger om de unge gerningsmænd. Ring 114 eller 59431448.

– rl